- by Signe Bro
- 27/01/2026
Det kan du læse om i denne artikel:
Forbrugere stiller i dag andre krav til hud- og hårplejeprodukter end for bare få år siden. De læser ingredienslister, sammenligner koncentrationer og har udviklet en større forståelse for egen hud og heraf skabt personlige præferencer.
Samtidig ser vi, at ingredienser fra hudpleje – syrer, niacinamid, peptider, fugtbindere – nu også optræder i hårplejeprodukter. Hovedbunden behandles med samme faglige tilgang som ansigtshud, og forbrugere forventer den samme transparens og funktionalitet.
Denne artikel gennemgår de ingredienser, der præger udviklingen i 2026 – på tværs af hud og hår – og forklarer:
- Ingrediensernes effekt
- Hvordan de anvendes i både hud- og hårpleje
- Hvilke koncentrationsniveauer der giver mening
- Hvilke kombinationer der kan styrke effekten
Bakuchiol
Bakuchiol (udtales ba-ku-tji-ol) er et planteekstrakt udvundet fra planten psoralea corylifolia. Ingrediensen har vundet popularitet som et mildt alternativ til retinol, fordi den arbejder med hudens overflade og struktur uden den risiko for irritation, som følger brugen af retinol og andre A-vitamin varianter.
Hvad bakuchiol gør
Bakuchiol interagerer med hudens retinoid-receptorer, men med en anden kemisk struktur end retinol. En sammenlignende undersøgelse fra British Journal of Dermatology viste, at 0,5% bakuchiol anvendt to gange dagligt gav sammenlignelige forbedringer i fine linjer og hyperpigmentering som 0,5% retinol – men uden UV-sensitivitet, rødme eller afskalning.
Det betyder:
- Ingen UV-sensitivitet – kan bruges både dag og nat året rundt
- Ingen tilvænningsperiode med rødme eller afskalning
- Egnet til sensitiv hud og hud, der ikke tolererer retinoider
Ingrediensen anvendes i produkter, der arbejder med ujævn hudoverflade, fine linjer, tab af spændstighed og mat hud.
Fra ansigt til hovedbund
I hovedbundspleje anvendes bakuchiol i produkter til fornyelse, ujævn overflade og til formuleringer målrettet tyndt eller svækket hår. Logikken er den samme som i ansigtspleje: En mere velfungerende overflade giver bedre betingelser over tid.
Koncentrationer og kombinationer
0,3–0,5 % – dagcremer, serummer og leave-on-produkter
0,5–1 % – målrettede serummer og behandlinger
Bakuchiol er formuleringsvenlig og styrkes i kombination med:
- Niacinamid – en undersøgelse fra 2022 viste, at kombinationen af bakuchiol og niacinamid gav signifikant bedre resultater på hyperpigmentering end hver ingrediens alene
- Peptider – supplerer arbejdet med hudens struktur
- Ectoin – tilføjer fugt og beskyttelse mod irritation
- Pre- og postbiotika – understøtter hovedbundens mikrobiom
Spicules
Spicules er mikroskopiske, nålelignende strukturer udvundet fra ferskvandssvampe som spongilla lacustris. I modsætning til kemiske aktiver arbejder spicules mekanisk – de skaber fysisk kontakt med huden.
Hvad spicules gør
Spicules virker ved at skabe mikroskopiske kanaler i hudens øverste lag (stratum corneum), hvilket øger permeabiliteten (gennemtrængeligheden) midlertidigt. En undersøgelse publiceret i Journal of Cosmetic Dermatology dokumenterede, at spicules kan forbedre penetrationen af aktive ingredienser med op til 300% sammenlignet med kontrolgruppen.
Den mekaniske virkning betyder, at spicules ofte anvendes i produkter med syrer, peptider eller andre aktive ingredienser, hvor målet er at optimere levering og optagelse.
Fra resurfacing til hovedbundsterapi
I hudpleje anvendes spicules primært i resurfacing-serummer og intensive behandlinger, hvor de arbejder sammen med eksfolierende syrer eller regenererende peptider.
I hovedbundspleje ser vi spicules i scalp-sera og behandlinger, der skal forbedre hovedbundens komfort og modtagelighed for aktive ingredienser. Her er fokus på at skabe bedre betingelser for ingredienser som niacinamid, urea eller azelainsyre.
Fra resurfacing til hovedbundsterapi
Spicules angives ofte i ppm (parts per million). Det skyldes, at de er fysiske strukturer, hvor effekten handler om antal og tæthed.
Jo højere ppm, des tættere er den mekaniske påvirkning. Men det betyder også, at produktet kan opleves mere intenst på huden.
Kombinationer der giver mening
Spicules anvendes sjældent alene, men sammen med:
- AHA/BHA-syrer – forbedret eksfoliering og klarere overflade
- Peptider – dybere penetration af signalmolekyler
- Hyaluronsyre – fugtlevering til de lag, spicules har gjort tilgængelige
Niacinamid
Niacinamid (vitamin B3) er en af de mest anvendte og dokumenterede ingredienser i moderne kosmetik. Den har været i brug i årtier, men bredden i anvendelsen er ny: Fra ansigtspleje til shampooer, scalp treatments og leave-in-produkter.
Hvad niacinamid gør
Niacinamid arbejder på flere niveauer i huden:
- Barrierefunktion: Et studie fra Journal of Cosmetic Dermatology viste, at 2% niacinamid signifikant øgede ceramidsyntesen og reducerede transepidermalt vandtab (TEWL) efter 4 ugers anvendelse
- Sebumregulering: Forskning publiceret i 2006 dokumenterede, at 2% niacinamid reducerede talgproduktion med 20% efter 4 uger
- Hudtone: Niacinamid hæmmer melanin-transfer fra melanocytter til keratinocytter, som vist i dette studie fra 2002
- Anti-inflammatorisk: En oversigtsartikel fra 2020 bekræftede niacinamids evne til at reducere inflammatoriske markører i huden
Fra ansigt til hovedbund
Forbrugere, der kender niacinamid fra ansigtsprodukter, søger nu den samme ingrediens i hårpleje. Hovedbunden har samme behov for barrierestøtte, fugtbalance og komfort som ansigtshud.
I hudpleje anvendes niacinamid til tør hud, dehydreret hud, kombineret hud, fedtet hud, sensitiv hud og ujævn hudtone.
I hår- og hovedbundspleje ses ingrediensen i produkter til tør hovedbund, fedtet hovedbund, hovedbund med kløe eller irritation, og i formuleringer målrettet hår, der mangler volumen eller fylde.
Koncentrationer der virker
Niacinamid er veldokumenteret i relativt lave koncentrationer:
2 % – målbar effekt på barriere og fugtbalance
3–5 % – anvendes i de fleste professionelle formuleringer
Over 5 % – kan hos nogle give forbigående rødme eller varmefornemmelse
Det funktionelle sweet spot ligger mellem 2–5 %, hvor ingrediensen leverer dokumenteret effekt uden at udfordre tolerance.
Kombinationer der styrker niacinamid
Niacinamid er formuleringsvenlig og kan kombineres med næsten alle ingredienser:
- Panthenol – supplerende fugt og beroligelse
- Ceramider – forstærket barrierestøtte
- Peptider – komplementerende arbejde med struktur
- Zink PCA – styrket sebumregulering
OBS: Tidlige kilder hævdede, at niacinamid ikke skulle blandes med vitamin C (ascorbinsyre), men nyere forskning viser, at de sagtens kan kombineres i moderne, pH-balancerede formuleringer.
Vil du også have produkter på hylden med niacinamid? Så se udvalget her.
Peptider
Peptider er korte kæder af aminosyrer, der fungerer som signalmolekyler i huden. De har bevæget sig fra at være forbeholdt high-end anti-age-produkter til at være almindelige i både ansigts-, krops- og hårplejeprodukter.
Hvad peptider gør
Peptider arbejder ikke ved at “tvinge” huden til at ændre sig, men ved at kommunikere med hudens egne processer. Afhængigt af peptidtypen:
Signalpeptider – sender beskeder til huden om proteinsyntese
Eksempel: Palmitoyl Pentapeptide-4 (Matrixyl). Et studie fra International Journal of Cosmetic Science viste, at dette peptid stimulerede syntesen af type I, III og IV kollagen samt fibronectin.
Carrier-peptider – transporterer sporstoffer ind i huden
Eksempel: Copper Tripeptide-1 (GHK-Cu). Forskning har vist, at dette peptid understøtter vævsregenerering og forbedrer hudens struktur.
Neurotransmitter-hæmmende peptider – arbejder med overfladiske muskelsammentrækninger
Eksempel: Acetyl Hexapeptide-8 (Argireline). Et klinisk studie dokumenterede en reduktion i rynkedybde på op til 30% efter 30 dages anvendelse.
Fra ansigt til hovedbund
Peptider i hårpleje handler om, at skabe de bedst mulige biologiske betingelser i hovedbunden.
I hår- og hovedbundspleje ses især carrier-peptider og signalpeptider i produkter til svækket hovedbund, hovedbund efter kemiske behandlinger, og formuleringer til tyndt hår.
Koncentrationer og komplekser
Peptider tilsættes næsten altid som del af et kompleks, hvor den faktiske mængde aktivt peptid kan være lav:
1–2 % peptidkompleks – vedligeholdende produkter
2–5 % peptidkompleks – sera og intensive behandlinger
Effekten afhænger både af peptidtypen, koncentrationen og formuleringens samlede design.
Kombinationer der forstærker peptider
Peptider arbejder godt sammen med:
- Hyaluronsyre – fugt skaber optimal arbejdsflade for peptider
- Niacinamid – barrierestøtte giver bedre optagelse
- Vitamin C – studier viser at kombinationen understøtter kollagen-syntese bedre end hver ingrediens alene
- Retinol eller bakuchiol – komplementerende fornyelse
En typisk “recovery”-formulering kan indeholde peptider + niacinamid + panthenol for at kombinere regenerering, barriere og komfort.
Vil du også have produkter på hylden med peptider? Så se udvalget her.
Ectoin
Ectoin er et naturligt molekyle opdaget i ekstremofiler – mikroorganismer, der overlever i ørkenvarme, arktisk kulde og saltholdige miljøer. De bruger ectoin til at beskytte deres celler mod stress, og den samme mekanisme kan udnyttes i kosmetik.
Hvad ectoin gør
Ectoin fungerer som et molekylært “skjold”. Et studie fra Skin Pharmacology and Physiology viste, at ectoin:
- Stabiliserer cellemembraner og beskytter mod osmotisk stress
- Beskytter proteiner mod denaturering (når proteiner mister deres naturlige form og dermed fungerer dårligere).
- Reducerer inflammatoriske cytokiner med op til 70%
- Forbedrer hudbarrieren og reducerer TEWL (fugttab).
En klinisk undersøgelse fra 2016 dokumenterede, at 1% ectoin signifikant forbedrede hudens fugtbalance og reducerede irritation hos personer med sensitiv hud.
Fra beskyttelse til komfort
I hudpleje anvendes ectoin i produkter til sensitiv hud, reaktiv hud, barrierebeskyttelse og daglig miljøbeskyttelse.
I hår- og hovedbundspleje ses ectoin i produkter til tør og følsom hovedbund, hovedbund der reagerer på hyppig vask eller styling, og i leave-in-produkter til miljøbeskyttelse af både hår og hovedbund.
Koncentrationer der giver beskyttelse
0,3–0,5 % – daglige ansigts-, krop- og hovedbundsprodukter
0,5–1 % – produkter til sensitiv hud og intensiv beskyttelse
Ectoin er veltolereret og egnet til daglig brug – også på kompromitteret hud og hovedbund.
Kombinationer der skaber robusthed
Ectoin styrkes af ingredienser, der arbejder komplementært med beskyttelse:
- Niacinamid – barrierefunktion + cellebeskyttelse
- Ceramider – lipidbarriere + membranstabilisering
- Panthenol – fugt + beroligelse
- Allantoin – beroligelse + blødgørelse
En typisk “sensitive skin”-formulering kan kombinere ectoin 0,5% + niacinamid 3% + ceramider for at give både beskyttelse, barriere og komfort.
PDRN
PDRN (Polydeoxyribonucleotide) består af korte DNA-fragmenter, der anvendes som signalmolekyler i kosmetiske formuleringer. Ingrediensen har sin oprindelse i medicinsk vævsregenerering, men anvendes i kosmetik i mildere koncentrationer.
Hvad PDRN gør
PDRN fungerer ved at aktivere adenosin A2A-receptorer i huden. Forskning publiceret i Journal of Pharmaceutical Sciences viste, at PDRN:
- Forbedrer mikrocirkulation i huden
- Understøtter fibroblast-proliferation
- Reducerer inflammatoriske markører
- Øger syntesen af vækstfaktorer
En klinisk undersøgelse fra 2021 dokumenterede, at topisk PDRN forbedrede hudens elasticitet og reducerede rynkedybden efter 8 ugers anvendelse.
Fra medicinsk til kosmetisk anvendelse
Oprindeligt blev PDRN udvundet fra laksesæd, men der findes nu flere former:
- Laksederiveret PDRN – traditionel kilde
- Syntetisk PDRN – laboratorieproduceret, identisk struktur
- Phyto-PDRN – plantebaseret alternativ
Udviklingen mod syntetiske og plantebaserede varianter gør ingrediensen tilgængelig for veganske og etisk profilerede brands.
Fra ansigt til hovedbund
I hudpleje anvendes PDRN typisk i seraer til anti-age behandlinger og i produkter til brug som recovery-behandlinger efter peeling eller laser, når huden er kompromitteret.
I hår- og hovedbundspleje ses PDRN i produkter til sensitiv eller svækket hovedbund, hovedbund efter kemiske behandlinger (farve, permanent, glattere), og i scalp-sera til hovedbundskomfort.
Koncentrationer i praksis
0,1–0,5 % – serummer og leave-on-produkter
Under 0,1 % – cremer og lotions som del af en større regenererende matrix
Kombinationer der understøtter recovery
PDRN arbejder godt i formuleringer med:
- Hyaluronsyre – fugt til stresset hud
- Panthenol – beroligelse og komfort
- Niacinamid – barrierestøtte under genopretning
- Peptider – komplementerende regenerering
Et typisk “post-treatment serum” kan indeholde PDRN 0,3% + peptider + panthenol for at kombinere recovery, regenerering og komfort.
Azelainsyre
Azelainsyre er en dicarboxylsyre, som forekommer naturligt i kornsorter som hvede, rug og byg. I kosmetik anvendes den for sin evne til at arbejde med flere forskellige hudproblemer – uden den irritation, der ofte følger klassiske syrer.
Hvad azelainsyre gør
Azelainsyre har flere veldokumenterede egenskaber:
- Keratolytisk: Normaliserer keratinisering i porerne (blødgør og løsner døde hudceller)
- Melanin-hæmmende: Et studie fra 2010 viste, at azelainsyre hæmmer tyrosinase, enzymet der katalyserer melaninsyntese
- Anti-inflammatorisk: Forskning fra 2019 dokumenterede reducerede inflammatoriske cytokiner
- Antimikrobiel: Påvirker cutibacterium acnes (tidl. P. acnes) ved lav pH
En klinisk undersøgelse sammenlignede 10% azelainsyre med 4% hydroquinon og fandt sammenlignelige resultater på melasma – men med bedre tolerance.
Fra ansigt til hovedbund
I hudpleje anvendes azelainsyre til sensitiv hud med rødme, ujævn hudtone og post-inflammatorisk hyperpigmentering, kombineret hud med både tørhed og urenheder, og hud der ikke tolererer klassiske AHA/BHA-syrer.
I hår- og hovedbundspleje ser vi azelainsyre i produkter til hovedbund med tendens til knopper langs hårgrænsen, og ubalanceret hovedbund med både fedtethed og tørhed.
Koncentrationer der balancerer effekt og tolerance
2–5 % – daglige kosmetiske produkter
5–10 % – målrettede serummer og behandlinger
15–20 % – medicinsk styrke (kræver recept i de fleste EU-lande)
I kosmetik er det 2–10% området, der giver kontinuerlig effekt uden at udfordre tolerance.
Kombinationer der optimerer azelainsyre
Azelainsyre styrkes af:
- Niacinamid – et studie fra 2019 viste, at kombinationen gav signifikant bedre resultater på akne end hver ingrediens alene
- Hyaluronsyre – reducerer potentiel tørhed
- Panthenol – forbedrer tolerance
- Salicylsyre – supplerende keratolytisk effekt (brug med forsigtighed)
Urea
Urea er en naturlig del af hudens egen fugtfaktor (NMF – Natural Moisturizing Factor) og udgør cirka 7% af NMF’s samlede sammensætning. I kosmetik udnyttes urea for sin dobbelte funktion som fugtbinder og keratolytisk agent.
Hvad urea gør
Forskning fra British Journal of Dermatology har vist, at urea:
- Øger hudens vandindhold ved at tiltrække og binde fugt
- Forbedrer hudens barrierefunktion
- Har keratolytiske egenskaber ved højere koncentrationer (over 10%)
- Penetrerer stratum corneum og øger permeabiliteten (gennemtrængeligheden) for andre ingredienser
Et klinisk studie fra 2003 dokumenterede, at 5% urea signifikant forbedrede tør hud og reducerede TEWL efter 2 ugers anvendelse.
Fra ansigt til hovedbund
I hudpleje anvendes urea til tør og dehydreret hud, ru eller skællende områder, hud med kompromitteret barriere, og produkter til hænder, fødder og krop.
I hår- og hovedbundspleje anvendes urea i produkter til tør og kløende hovedbund, hovedbund med tendens til flager, og i scalp-serummer og leave-in-produkter.
Koncentrationer og deres funktioner
Ureas funktion ændrer sig markant med koncentrationen:
1–3 %: Primært fugtbindende. Anvendes i ansigtspleje og lette produkter, hvor fokus er fugt og komfort.
3–5 %: Fugt + mild keratolytisk effekt. Anvendes i kropspleje og hovedbundsprodukter, hvor både fugt og blødgøring er ønsket.
5–10 %: Tydeligere keratolytisk effekt. Anvendes ved tør, ru hud med behov for både fugt og eksfoliering.
10–30 %: Kraftig keratolytisk effekt. Bruges ved meget tør, ru eller hyperkeratotisk hud – typisk fødder, albuer og hæle.
Kombinationer der forbedrer ureas effekt
Urea arbejder synergistisk med:
- Ceramider – studier viser at kombinationen giver signifikant bedre barrierefunktion end hver ingrediens alene
- Mælkesyre (lactic acid) – supplerende fugt og mild eksfoliering
- Panthenol – øget komfort og beroligelse
- Glycerin – forstærket fugtbinding
En typisk “scalp comfort”-formulering kan indeholde urea 3% + panthenol + allantoin for at kombinere fugt, blødgøring og beroligelse.
Vil du også have produkter på hylden med urea? Så se udvalget her.
Sådan kombinerer du ingredienser strategisk
Forbrugere søger ikke længere produkter med én “stjerne-ingrediens”, men formuleringer, hvor flere ingredienser arbejder komplementært. Her er nogle effektive kombinationsstrategier:
SENSITIV ELLER REAKTIV HUD/HOVEDBUND:
Ectoin 0,5% + Niacinamid 3% + Panthenol 2%
Beskyttelse + barriere + komfort. Ideel til produkter målrettet stresset eller sensitiv hud.
UJÆVN HUDTONE & STRUKTUR:
Azelainsyre 5% + Niacinamid 4%
Dokumenteret synergi mellem de to ingredienser for forbedret hudtone og tekstur.
TØR, DEHYDRERET HOVEDBUND
Urea 5% + Ceramider + Hyaluronsyre
Fugtbinding + lipidbarriere + vandlåsende effekt.
ANTI-AGE & STRUKTURFORBEDRINGER:
Bakuchiol 0,5% + Peptider 3% + Niacinamid 3%
Fornyelse + regenerering + barriere uden irritation.
RECOVERY BEHANDLINGER:
PDRN 0,3% + Peptider 2% + Panthenol 3% + Ectoin 0,5%
Regenerering + struktur + komfort + beskyttelse.
Konklusion
Ingredienser er ikke længere “det, der står på bagsiden”. De er blevet centrale parametre i produktvalg, kommunikation og positionering.
Forbrugere søger nu:
- Transparens – hvad indeholder produktet, og i hvilke mængder?
- Funktionalitet – hvad gør ingredienserne, og hvordan virker de sammen?
- Dokumentation – hvilke data understøtter påstandene?
De ingredienser, der former 2026, kombinerer videnskabelig dokumentation med bred anvendelighed på tværs af både hud- og hårpleje. De tilbyder muligheder for differentiering gennem intelligente kombinationer og koncentrationer – ikke kun gennem markedsføring.
For brands tydeliggør det vigtigheden i, ikke kun at forstå, hvad der er i produkterne, men hvorfor det er der – og hvordan det skaber værdi for dem, der bruger det.